At jeg vælger, at skrive om det, er fordi jeg ofte møder kvinder i terapilokalet, der giver udtryk for at savne adgang til deres mere feminine sider.

Gennem deres parforhold, arbejde, eller mor-rolle er de kommet rigtig langt væk fra deres feminine sider.

Mange føler sig lidt fanget i et hamsterhjul, der snurrer lystig rundt og handler om at yde, få ting til at hænge sammen i hverdagen og være det kit, der holder familien sammen.

Hvis jeg spørger, hvad der virkelig er dejligt for dem, er det svært at svare på. Spørger jeg, hvad de virkelig vil kalde nydelse – bliver det endnu sværere.

De er kommet så langt væk i at yde, at de helt har glemt at nyde.

Hvis vi ikke har adgang til nydelsen – så tror jeg nogle gange mildheden forsvinder.

Jeg husker tilbage på mine bedsteforældre, det allerbedste billede, jeg har på et godt ægteskab og parforhold, er nemlig dem.

Min bedstemor var skøn, med milde, levende øjne, altid lyttende og med god tid.

Min bedstefar elskede at skrive på sin skrivemaskine, passe sin have, diskutere og være samfundsinteresseret, men den han var allermest interesseret i var min bedstemor. Og jeg husker tydeligt, når han sang de sidste strofer fra ”Hvor smiler fager den danske kyst” som lyder ” Thi dybe minder og gammel agt og milde kvinder – hvor har de magt”.

Han havde helt ret – ligesom digteren Johannes V. Jensen, som skrev teksten for næsten 100 år siden om milde kvinder og magt.

Jeg har tænkt meget over den mildhed min bedstemor havde. Det var ikke fordi hun ikke havde meninger og måske endda også et drys kvindelist – men øverst stod alligevel hendes mildhed.

Hun tordnede ikke rundt og gjorde rent – hun syslede.

Hun gik i læseklub med veninderne, hun talte med alle hun mødte på hendes vej og min far og hans søskendes kammerater elskede hende.

Det var godt at være på besøg hos Anna.

Der var franskbrødsmadder med marmelade, der var snak og tid nok.

Hun gik ikke efter det perfekte. Alligevel klappede alting på en eller anden rolig rytmisk måde – eller måske netop derfor.

Jeg er så nysgerrig – fordi jeg har været så heldig, at være omgivet af milde kvinder i mit liv – først min bedstemor, så min eks. svigermor, som jeg heldigvis stadigvæk har i mit liv og senest min kærestes mor, som vi mistede for 2 år siden.

De har alle været dygtige kvinder, som er gået i gang uden at vente på hjælp, men absolut værdsat det, når deres mænd gik i gang.

Sjovt nok har alle tre haft mænd, der var gode til at holde haven, lægge fliser, anlægge havedamme, dyrke lækre grøntsager, vedligeholde hus og de ydre rammer. Mænd der tog ansvar.

Er det en del af forklaringen på mildheden, at man er to om opgaven?

Sikkert – men der er også mange andre nuancer.

Jeg gætter – betragter – og inspireres af dem.

Min nu afdøde svigermor satte sig ud i solen, trak kjolen op over knæerne, lænede sig tilbage og lukkede øjnene – ikke for at blive brun – ikke for at meditere – blot for at nyde. For at lukke øjnene og være taknemmelig over hendes liv, hendes børn, hendes naboer, en invitation, en god snak med en tidligere læge, der kom og slog sig ned på hendes havebænk og fuglefløjt i haven.

Er det en del af forklaringen på mildheden, at være tilfreds og taknemmelig i nuet og få øje på det, der gør glad og det man allerede har?

Sikkert – men der er også andre nuancer.

Ens for de tre kvinder har været, at de aldrig har begivet sig af med at bedømme mit liv eller det jeg havde på hjerte. De tog det for pålydende, dét jeg sagde – de stillede ikke spørgsmål, så man skulle argumentere for sin færden – jeg kunne blot være.

Jeg har følt det som en oase – et helle, når jeg var i deres hjem – alt var okay og jeg var okay.

Er det en del af forklaringen på mildheden, at man ikke er bedømmende og ikke kender sandheden i andres liv?

Hvilke milde kvinder er der eller har der været i dit liv og hvad får du øje på, hvis du tænker over deres mildhed?

Hvornår er du særlig mild?

Hvornår mister du mildheden og bliver skarp, kontrollerende og måske kritiserende?

Hvis du har mere tilgang til din mildhed, hvordan tænker du så dit liv vil ændre sig?

Er du nysgerrig på mildhed som ressource, så er det en rigtig god ide, at bestille et samtaleforløb og det har vist sig, at være meget berigende at arbejde med mildhed.

Du er hjertelig velkommen

Ring til mig

Mandag - Fredag

Bliv ringet op, når det passer dig

Ønsker du, at jeg ringer dig op, kan du udfylde min kontaktformular og angive det tidsrum der passer dig bedst.

Besøg mig

Jeg glæder mig til at møde dig og jer:

På Nørregade 33, Esbjerg