Overrask din partner og opbyg et bedre parforhold
Når vi er fastlåste – dropper vi de kærlige handlinger – og kommer på hvert vores hold.
Når vi lander i hverdagens centrifuge, så bliver vi ofte mere fedtede med at forkæle, overraske og glæde vores partner. Valutaen er blevet ” noget for noget”. Hvis du er sød ved mig – er jeg sød ved dig. Parforhold med denne markedsmekanisme mister den gode energi, trygheden, nysgerrigheden og i sidste ende kærligheden.
Det problematiske i fastlåste mønstre er, at kærlighed i sin essens er flydende
Tænk på, når vi kommer til verden, der er kærlighed gratis, vi skal ikke yde noget til gengæld. Vi bliver vugget og elsket alene fordi vi er til. Selvom vi er voksne, har vi stadig behov for at blive elsket og passet på, uden der følger et gældsbrev lige i halen på ”den gode gerning”.
Så det er vigtigt, at lave flere kærlige handlinger ind til hinanden og at gøre det, for at glæde og ikke for at få. Dermed flytter vi os væk fra ”noget for noget” og ”det må min partner da vide”.
Mine behov og dine behov og bagefter kan vi overraske.
Det er problematisk, når vi satser på vores partner er tankelæser eller selv agerer det. Måske ønsker han sig slet ikke koncert-billetter, men at vi sammen gør terrassen færdig. Overraskende koncertbilletter kan være ren flødeskum, men mest, når vi forinden har taget vare på, hvad er dine behov og hvad er mine.
Vi skal vide noget om hinandens behov, for at opbygge et dejligt parforhold
Ta´ en bevidst beslutning – gør noget andet
Hvorfor ikke øve sig i at være et kærligere menneske, i stedet for bare at holde ud?
De positive ændringer opfattes som tryghed og nu ses partneren som en, der vil ”passe på en” modsat en, der virker som en ”modstander”.
De fede parforhold har øje for hinandens ønsker og har lyst til at glæde hinanden. Så overrask din partner!