Nogle gange kan vi ha´ en tendens til at vente på at livet bliver godt.

Når den rigtige kæreste dukker op.
Når vi har tabt os.
Når ungerne er flyvefærdige.
Når vores partner forstår os eller ændrer sig.
Når hjemmesiden bliver udgivet.
Når vi får et nyt køkken eller andet hus.

Vi vil så gerne have resultatet af forandringerne – men det er svært, at se, at vi selv er den forandring, der skal til.

Jeg har eksempelvis haft min hjemmeside på vej i flere år. Jeg ville så gerne nå ud til flere, skrive blogindlæg, bruge mine kompetencer som terapeut og få en lille sund forretning og være stolt af mig selv.

Uanset, at jeg sagtens kunne skimte det, jeg gerne ville frem til – blev jeg ved med at blokere mig selv.

Det, jeg blandt andet sagde til mig selv var: Jeg skal først ha´ flere samtaler og mere indtjening, før jeg kan bruge penge på en hjemmeside. Jeg skal lave hele hjemmesiden selv. Jeg kan ikke skrive, så længe vi bor i ombygningsrod ergo var det min kærestes ”fejl”, at jeg ikke havde arbejdsro.

Dybere nede lå ubevidste tanker om, at det kunne være angstprovokerende at stå så tydeligt frem – for hvem tror jeg egentlig jeg er. Og hvad vil den og den tænke, når de læser hjemmesiden. Jeg er jo selv skilt og kan man så være parterapeut osv.

Nogle gange kan vi have fået en indre stemme med, der har lidt for mange forbehold og bekymringer.

Jeg blomstrede ikke, der var masser af knopper, men de nægtede ligesom, at springe ud – eller jeg nægtede dem det.

Jeg vandede og gav næring til alle mine forbehold og mine drømme og ønsker for fremtiden gled mig mere og mere af syne.

Man visner lidt, når man ikke er aktør i sit eget liv

Når vi går i terapi eller i det hele taget som mennesker – så har vi dette ønske om at blive forstået og elsket præcis som vi er. At blive respekteret. Og gør vi ikke det – skruer vi også ned for blusset den anden vej rundt.

Vi mister noget blomstrings-potentiale, når vi ikke føler os forstået

Hvis vores mor, far, klasselærer, søskende eller andre vigtige relationer ikke rigtigt har forstået os, så kan det blive SÅ vigtigt, at ens partner død og pine skal forstå os, mere end det handler om, at VI vil forstå, bakke op, elske og være rummelige overfor vores partner.

Vi bliver fanget i et dilemma – vi udliciterer vores potentiale til andre og hvis vi ikke bliver forstået, kan vi punktere. Vi mister modet i forhold til egne drømme og behov. Jeg har haft enormt travlt med, at jeg så gerne ville forstås og blev jeg det ikke, mistede jeg handlekraften og i virkeligheden evnen til at tage ansvar for mit eget liv.

Når jeg bliver ved med at gøre præcis det samme – sker der ingen forandringer

Der bliver ikke udgivet nogen hjemmeside, ikke desto mindre, synes jeg, at jeg gjorde en masse forskelligt hele tiden. Problemet var blot, at omdrejningspunktet var det samme, jeg fandt hele tiden på nye forbehold jeg kunne gøde.

Vi er nødt til at gøre noget nyt – hvis vi gerne vil have gode forandringer i livet.

Det hjælper ikke, at jeg bliver nysgerrig på mig selv hos en terapeut, hvis jeg stadig ikke gør noget nyt, når jeg går derfra. Det behøver ikke være revolutioner, men ens tankemønstre skal blive mere smidige, så der opstår mod til at prøve noget nyt.

Det hjælper ikke at tage klavertimer ved selv den dygtigste pianist, hvis vi ikke øver os derhjemme mellem undervisningen.

Sådan er det også med terapi og det at blomstre. Det er mellem terapierne man skal blomstre – øve sig – turde noget nyt.

Terapien er med til at kortlægge, hvilke forandringer der ønskes og med til at fastholde, at de sker.

Folk kommer ofte i terapi, når de er blevet trætte af deres egen rolle. Ligesom jeg var smaddertræt af, at jeg ikke kunne søsætte min hjemmeside.

I terapien kunne jeg snakke ind i:

  • Hvordan kan det være jeg har modstand på, at søge hjælp / ekspertbistand?
  • Hvad er brugbart ved, at jeg selv har prøvet en skilsmisse?
  • Hvad er det farlige i, at blive synlig?

Når jeg begynder, at forstå mig selv, bliver brodden pillet ud af det farlige. Så når jeg giver slip i forhold til alle skal forstå mig, så har jeg tid til, at begynde, at forstå mig selv.

Jeg kunne anskue dét, at søge hjælp, som et vigtigt led i at drive en selvstændig virksomhed.

Min viden fra min egen skilsmisse og tiden efter blev nu set som ressource i stedet for som et nederlag.

Og at man har svært ved at turde være helt synlig – handler måske lidt om forskellen mellem opdragelse og kærlighed.

Kærlighed handler jo om, at blive set som den man – og opdragelse måske mere om, hvad andre gerne vil se.

Nogle gange handler terapi om, at tage magten ud af opdragelsen – så knopperne kan få lov at udfolde sig som skønne blomster.

Har du fået mod på, at begynde at slippe dine forbehold – være undersøgende og nysgerrig på dig selv – og gå efter det, du ønsker dig.

Så er du hjertelig velkommen hos mig – og du kan glæde dig!

Ring til mig

Mandag - Fredag

Bliv ringet op, når det passer dig

Ønsker du, at jeg ringer dig op, kan du udfylde min kontaktformular og angive det tidsrum der passer dig bedst.

Besøg mig

Jeg glæder mig til at møde dig og jer:

På Nørregade 33, Esbjerg